I januar skal lærerne på Shree Shanti Priya Primary school i det sydlige Nepal lære at bruge IT og computere i deres undervisning af børnene. Lund&Bendsen betaler for undervisningen af lærerne, som varetages af OLPC (One Laptop Pr. Child-organisationen). Roskilde Fonden har doneret computerne. Foreningen Skoleliv i Nepal samler alle trådene.

Vores mission er at give verdens fattige børn bedre uddannelse og dermed adgang til indflydelse og ressourcer

Efter mange års støtte til Ungdommens Røde Kors’ vinterlejr for børn fra socialt udsatte familier udvider Lund&Bendsen vores CSR-aktiviteter i samarbejde med Foreningen Skoleliv i Nepal. I første omgang er vi med til at etablere et 1-årigt projekt, hvor der stilles OLPC-computere og software til rådighed for lærere og skolebørn på en skole i det sydlige Nepal.

Skoleliv

"På skolen Shanti Priya er alle børnene fra meget fattige hjem. Det er nemlig den eneste skole i området, der ikke opkræver skolepenge og som giver gratis skoleuniformer. Lige nu foregår undervisningen hovedsageligt som afskrift, da lærerne er dårligt uddannede og klassekvotienten er omkring de 40 - i de mindste klasser! I nogle klasser møder der helt op til 80 børn til undervisning." Anne Mette Nordfalk, formand for Skoleliv i Nepal

 

Vores missioner er de opgaver, som vi erkender, at vi aldrig kan blive færdig med. Derfor er der vigtig for os, at vores involvering i sociale projekter ikke er ‘hit-and-runs’, men derimod et langvarigt engagement. I mange år har vi støttet Ungdommens Røde Kors årlige vinterlejr i Norge, for børn fra socialt udsatte danske familier. Nu udvider vi indsatsen, i samarbejde med Foreningen Skoleliv i Nepal, og er med til at etablere et 1-årigt projekt, hvor der stilles OLPC-computere og software til rådighed for lærere og skolebørn på en skole i det sydlige Nepal.

Det er One Laptop Pr Child programmet (OLPC ), der står for selve computer-undervisningen i praksis, betalt af Lund&Bendsen. Sammen med undervisningen følger et klassesæt på 15 bærbare computer udviklet af OLPC programmet og sponsoreret af Roskilde Fonden. Med i pakken følger desuden et væld af open source undervisningsprogrammer, der dækker alle elementære fag, som lærerne fremover vil blive trænet i, at integrere i deres undervisning. Filosofien bag projektet er, at gode computerprogrammer kan give eleverne det som dårlige undervisere ikke kan: Nemlig en bedre uddannelse og dermed en lysere fremtid.

Foreningen Skoleliv i Nepal har allerede sikret de basale forudsætninger for børnene, ved at etablere et skolemadsprojekt der betyder at ca. 70% af børnene møder regelmæssigt i skole, hvilket er ca. dobbelt så mange som tidligere. Skolemaden er, for mange af disse børn, den eneste mulighed for at få anden ernæring end ris og vand, i en landsby hvor op imod 8 ud af 10 børn var underernærede inden skolemadprojektet blev sat igang.

Mere om Foreningen Skoleliv i Nepal

Det er den lille danske forening Skoleliv i Nepal,  som koordinerer computerprojekt og skolemad. Foreningens mål er, at afhjælpe de aspekter, der står i vejen for, at områdets fattigste får en bedre uddannelse.

”Først og fremmest skal børnene være i stand til at modtage læring. Derfor er skolemad en af grundstenene i vores arbejde”, forklarer foreningens formand Anne Mette Nordfalk og fortsætter: ”Men når ungerne så er mætte,  er man nød til at rette blikket mod tavlen og her står der desværre stort set altid en meget lidt kompetent underviser. Alle lærerne på de to skoler vi arbejder med er søde og engagerede mennesker, der godt kan lide børn, men det er meget svært at råde bod på, at de selv har mellem 10 og 12 års dårlig skolegang bag sig. Derfor håber vi, at computerprogrammerne kan give dem et løft ud af terperiet og den enerverende og umotiverende afskrift”.

nepal_børn_foran_skole

Det koster bare 1 kr om dagen pr. barn at give sund skolemad og foreningens medlemmer arbejder frivilligt, så det er kun råvarer og tilberedning, der skal betales for. Udover skolemad og computerundervisning har Skoleliv i Nepal også formidlet danske praktikanter til skolerne ”Det er berigende for begge parter og det giver os samtidig en mulighed for at følge med i, hvordan dagligdagen fungerer. Det er ikke for at tjekke om der faktisk blive lavet mad, for det skal forældrene nok sladre om, når jeg kommer på besøg”, siger Anne Mette Nordfalk, der sammen med designer Karen Bagge driver en lille systue nær skolen og derfor relativt ofte kommer forbi.

”Vi er meget glade for, at Lund&Bendsen har valgt at støtte vores projekt, og vi glæder os til at følge det sammen her i 2012”, afslutter hun.

Du kan læse mere og følge med i alle projekterne på Skoleliv i Nepals blog.

Har du lyst til selv at støtte projekterne med et mindre beløb, så kan det gøres på flere måder:

About the Author -

Jakob Reenberg