Ellers kan du få det! Pløj gennem 700 siders nørdede detaljer om Java. Lær reglerne for covariant return, casting af byte til int, navngivning af metoder i henhold til JavaBeans konventionerne og andre spændende udfordringer. Forstå serialisering, tråde og IO til bunds, så du kan vågne kl 2 om natten og redegøre for forskellen på notify() og notifyAll(). Vælg uden vaklen den korrekte Collection til enhver opgave og brug generic wildcarts som en professionel pokerspiller. Overflødig viden? Læs videre og find ud af hvorfor selv en erfaren udvikler kan have glæde af et certificeringsforløb.

OCPJP. Bag bogstaverne, som mest af alt lyder som en ubehagelig diagnose, gemmer sig certificeringen, der før var kendt som SCJP - Sun Certified Java Programmer. Nu hedder den Oracle Certified Professional Java Programmer, omend den gamle betegnelse stadig bruges på Suns hjemmeside og som titel på lærebøgerne for at gøre forvirringen komplet. Uanset hvad, er der tale om CX-310-065 certificeringen, og den er lige så svær som den altid har været.

OCPJP er den første i Oracles/Suns række af Java certificeringer, (hvis man ser bort fra den meget basale Oracle Certified Associate) og den er en forudsætning for at tage en af de mange Developer-certificeringer, som Web Component Developer, Business Component Developer eller Web Services Developer.

Lad det være sagt med det samme - der er en lang og til tider kedsommelig vej til en OCPJP certificering. Testen er designet til at vise, at deltageren har en meget dyb forståelse for Javasproget og er i stand til at anvende det korrekt til effektive algoritmer. Det vil sige, at man som deltager kommer ud i afkroge af Java, hvor få udviklere har sat deres fod før. Ikke alt man lærer virker lige brugbart i normal dag-til-dag udvikling, og man føler sig ofte hensat til tysktimer i syvende klasse, hvor man sad og øvede kasserollebøjning i en uendelighed.

Lund&Bendsen tilbyder at hjælpe med forberedelsen til certificeringstesten. Vores OCPJP/SCJP certificeringsforløb er designet til at fastholde og engagere deltagerne undervejs, give gode tips og tricks til forberedelse, øge forståelsen frem for udenadslæren og få deltagerne sikkert i mål.

For den, der kun har en hammer, ligner alle problemer søm

På et typisk forløb starter deltagerne gerne entusiastiske og fulde af gå-på-mod, for efter nogle uger at se lettere opgivende ud. Den generelle indvending er "Hvorfor i alverden skal man dog kunne det her? Det har jeg aldrig haft brug for!". Her er det vigtigt at huske, at det ikke er uden grund, at OCPJP er en forudsætning for at tage alle de andre certificeringer. Det er her den dybe forståelse for Javasproget opnåes, som gør det så meget lettere at forstå avanceret Java.

I en travl hverdag som udvikler når man ikke til bunds i værkstøjskassen, men finder måske en hammer allerøverst. Sådan én kan bruges til rigtig mange opgaver, og man får hurtigt resultater. Risikoen er, at man aldrig får brugt alle de værktøjer man har til rådighed, og nogle gange ville resultatet altså være blevet pænere med en stjerneskruetrækker. Det er ikke ualmindeligt at se fx trådprogrammering, der er gjort unødvendigt kompliceret, fordi udviklerne ikke havde 110% styr på synkronisering eller serialisering med hjemmestrikkede tilpasninger, der kunne have været udført mere elegant ved korrekt at override den indbyggede funktionalitet.

Påstanden er, at selv en erfaren udvikler vil kunne få ny og brugbar viden ud af et certificeringsforløb.

An, auf, hinter, in, neben, über, unter, vor, zwischen

Det er næsten menneskeligt umuligt at huske alle reglerne for casting, overriding, returnering, navngivning, nedarvning, synlighed osv. udenad, fordi vi jo plejer at have compileren til at brokke sig, når vi gør noget forkert. Men det er præcis, hvad man bl.a. skal kunne til en certificeringstest.

Forståelse og viden er løsningen. Når man kender logikken bag meter-systemet, behøver man ikke huske at 10 decimeter er 1 meter, og en kilometer er 1000 meter. Det er noget man ved eller i hvert fald kan tænke sig til udfra betydningen af ordene 'deci' og 'kilo'. Det samme gør sig gældende med Javasproget og de mange regler. Hvis man ved hvorfor det hænger sammen som det gør, har man ikke alene fået en viden, som ikke forsvinder igen, man har også fået en dybere forståelse for sproget. Denne forståelse er en stor hjælp, når der bliver introduceret nye elementer og regler i Java, fordi der er en indre logik, som gør det nemmere for udviklere at sætte sig ind i alt det nye.

Vi har stort fokus på at flytte deltagernes viden fra en udenadslære til dyb forståelse. Vi gennemgår hvorfor og ikke bare hvordan.

Udvid dit API

Med jævne mellemrum er der nye releases af Java med tilføjelser til API'et, men allerede i dag kan du udvide dit eget API betragteligt. Javas API består af tusindvis af klasser og ingen udvikler kender dem alle i dybden. I et certificeringsforløb får deltagerne tilbundsgående viden om bl.a. String, I/O, formattering, parsing, tråde, generics og Collections, så de uden at ryste på hånden kan anvende disse klasser og konstruktioner effektivt og elegant i fremtiden.

Solid forståelse for grundlæggende klasser er fundamentet for al fremtidig viden. Samtidig kan korrekt anvendelse af klasser øge performance og gøre koden mere vedligeholdelsesvenlig.

Øvelse gør mester

For de fleste udviklere er det en ganske uvant situation at skulle agere kompiler og kunne fejlsøge i kode uden syntakshighlight, warnings, errors og andet godt, vi plejer at få forærende af vores foretrukne IDE. Det skal trænes, og det gør vi ved at lave mini-tests, quizzer og øvelser i undervisningen.

Øvelser og quiz har flere formål

  • at træne deltagerne i en ny måde at tænke på
  • at deltagerne får en fornemmelse af, hvor deres stærke og svage sider er
  • at underholde deltagerne. Det skal være sjovt at forberede sig til en certificeringstest, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at fastholde entusiasmen hos deltagerne

Der er ingen der kan lære noget, hvis de keder sig (urimeligt meget), så vi gør hvad vi kan for at gøre det sjovt.

Krav til deltagerne

Indtil videre har næsten alle vores deltagere bestået certificeringstesten med godt resultat - forudsat, at de har læst bogen 2 gange og engageret sig i undervisningen. Vi har dog også haft enkelte, som mente, at erfaring som udvikler og almindelig sund fornuft var nok til at bestå. Det er det ikke.

Der skal læses og øves og læses igen. En typisk deltager vil skulle bruge 5-7 timer om ugen i 8-10 uger på at læse og træne og gå til undervisning. Men så kan vi også næsten garantere et godt resultat og et flot certifikat til at hænge op over skrivebordet så alle kan se, at her sidder én der virkelig kender sin Java!

Har du fået lyst til at læse mere om forløbet så kig på  Certificeringsforberelse til OCPJP/SCJP.

About the Author -

Signe Kongsgaard