Faglig Fredag d. 14. august 2015

Denne Faglige Fredag bød på 2 spændende oplæg til de 28 fremmødte. Den store tilslutning gjorde at vi måtte flytte arrangementet til Park Hotel i Glostrup, som dannede rammen om en rask formiddag med masser af spændende diskussioner om de 2 – meget forskellige – emner: Observationer af agile teams i aktion ved Thomas Christensen og Parallelle Streams ved Peter Sestoft.

Code Camp – et koncept til vurdering af agile teams

20150814_090503

Thomas Christensen snakkede om agile teams, som han har haft lejlighed til at observere ca. 40 af i aktion. Thomas været med til at udvikle en metode til at vurdere et agilt team i forbindelse med agile udbud. Agile udbud er kendetegnet ved at der ikke er nogen kravspecifikation, så leverandøren kan ikke byde ind med en løsning, som kan danne baggrund for et kvalificeret valg af leverandør. Med en agil kontraktmodel stiller leverandøren med et team og sammen med kunden (product owner) finder man ud af hvad der skal laves. Når kunden skal vælge leverandør, kan det være svært alene ud fra CV’er at finde den bedste leverandør. Code Camp er et bud på en løsning af dette problem. Ideen er, at leverandørens team og kunden sammen bruger 1 intens dag på at løse en fiktiv opgave. Man arbejder agilt op på præcis samme måde som i virkeligheden. Teamet observeres undervejs og vurderes til sidst på deres evne til at samarbejde internt og med kunden. Thomas har gennemført ca. 40 Code Camps og har haft lejlighed til at observere en lang række teams og fortalte i oplægget om forskellige typer af teams og deres styrker og svagheder. En af konklusionerne er, at der er ekstremt stor forskel på de forskellige teams kvalifikationer ud i den agile arbejdsform. Se Thomas slides: her.

Parallellisering med Java 8

20150814_110434

I den helt anden ende af teknik-skalaen var det næste oplæg. Peter Sestoft, professor på ITU med speciale i programmeringssprog, holdt et oplæg om hvordan funktionsorienteret programmering kan løse nogle centrale problemer omkring parallellisering af programafvikling. Hans oplæg demonstrerede, hvordan man elegant kan lave programmer der kan afvikles parallelt og at Java 8´s nye parallell-stram facilitet ofte er uhyggelig effektiv ift. selv omhyggeligt håndkodede alternative løsninger. Se Peters slides her.

Oplægget var en smagsprøve på Peters ½-dags kursus om samme emne.

Læs mere om Java SE – Parallelprogrammering med streams og arrays – Master Class.

Tilmeld dig næste hold den 14. september 2015.

Hvad er Faglig Fredag?

Faglig Fredag er Lund&Bendsens tilbud til kunder, ansatte og freelancere og andre venner af huset. Vi hører typisk et par oplæg om et eller andet aspekt af softwareudvikling og der er altid masser af diskussion og mulighed for at møde andre udviklere og arkitekter. Der er Faglig Fredag hver anden måned og det varer fra 8.30-12.00. Hvis du vil på invitationslisten så skriv til jakob@lundogbendsen.dk. Det er indtil videre gratis at deltage og vi slutter med en frokost – oftest pizza.

 

About the Author -

Jakob Bendsen