Faglig Fredag er et eksklusivt arrangement for Lund&Bendsens konsulenter, freelancere, kunder og inviterede gæster. Faglig Fredag byder oftest på 2-3 oplæg med relation til softwareudvikling, diskussioner med ligesindede, faglig sparring og netværk. Det er gratis at deltage og inkluderer denne gang aftensmad omkring kl. 18.00 (denne gang afholdes Faglig Fredag en torsdag pga. Store Bededag).

Lokation: Lund&Bendsen A/S, Naverland 2, 15. sal.

Kl. 14:30-15:00

Kaffe og kage

Kl. 15:00-15:20

Præsentationsrunde

  • Velkomst
  • Præsentationsrunde, så vi ved hvem hinanden er
  • Nyt fra Javagruppen og andre communities
  • Information om kommende Faglige Fredage

Kl. 15:20-16:05

The Grid: Internet 3.0+ - Ideer, løsninger og erfaringer

The Grid er en vision for næste generation af Internet-teknologier. The Grid addresserer en stor del af de største problemer med The Web, både på data-, protokol- or arkitektur-niveau.

The Grid er et biprodukt af et startup begyndt i januar 2015 i samarbejde med det engelsk firma Zaiku Group. Projektets mål var på daværende tidspunkt at implementere en ny backend as a service platform som var mere sammenhængende, konsistent og fokuseret end hvad man fik (dengang) hos Google App Engine og AWS.

For at kunne skabe en mere sammenhængende platform indså vi, at vi var nødt til at genopfinde de fleste af de teknologier vi ville tilbyde - inklusiv dataformat, netværksprotokoller og applikationsplatform.

I løbet af projektet har vi indsnævret fokus fra generel SaaS infrastruktur til at fokusere på at skabe et "data intelligence økosystem". De fleste af de underliggende ideer og teknologier er dog de samme.

Denne præsentation handler om de ideer der ligger til grund for projektet, de løsninger vi er kommet frem til, og de erfaringer vi har gjort undervejs. Fokus vil være på dele af projektet som handler om Internet-applikations-arkitektur, samt vores løsninger til at understøtte arkitekturen. En del af disse løsninger er, eller bliver, frigivet som åbne standarder og open source værktøjer.

Jakob Jenkov har udviklet og vedligeholdt adskillige Open Source Javaprojekter og har gennem årene publiseret mere end 750 tutorials, artikler og bøger om blandt Java, AngularJS, Maven, Gradle, Ant, Git, HTML5, CSS, JavaFX og JQuery.

Kl. 16:05-16:15

Pause

Kl. 16:15-17:00

Kvantecomputere

Jonatan Kutchinsky

En kvantecomputer er en revolutionerende anderledes type computer, baseret på kvantefysik, som ikke er ekvivalent med en Turing-maskine. Det er blevet bevist at kvantecomputere kan løse visse NP-problemer i polynomiel tid, og de har derfor potentialet til at kunne løse problemer indenfor fx. simulationer og kunstig intelligens, som almindelige computere aldrig vil kunne løse.

Det er endnu ikke lykkedes at bygge en virkeligt nyttig kvantecomputer, men der har været store gennembrud, der tyder på at det vil ske indenfor de næste få år. Store firmaer som Microsoft, Google, IBM og Intel investerer i øjeblikket stort i kapløbet om at være de første til at opnå "quantum supremacy", dvs. at bygge en kvantecomputer der kan løse problemer som almindelige computere ikke kan løse.

Microsoft har udviklet et programmeringssprog Q# til programmering af kvantecomputere, og lavet et plug-in "Microsoft Quantum Development Kit" til Visual Studio. Der vil blive givet en lille introduktion til dette, og en generel introduktion til kvantecomputere.

Jonatan Kutchinsky er fysiker, og har beskæftiget sig med softwareudvikling siden teenage-årene. Han er CEO for QDevil ApS, som er et dansk kvantecomputer-startup. QDevil er underleverandør til flere store kvantecomputer-udviklingsprojekter, bl.a. til Microsoft.

Kl. 17:00-17:10

Pause

Kl. 17:10-18:00

Azure for enterprise web applications

Christian Holm Diget

Azure er blevet voksen. Det betyder både at den er moden så vi godt må lege med den, men også at det er en stor platform - for ikke at sige en rigtig rigtig stor platform. Derfor kan det være svært at få et klart billede af hvordan de mange services passer sammen. Det er der naturligvis heller ikke et enkelt svar på, men et godt udgangspunkt kan være at se hvad andre har lavet, og hvilken arkitektur de er nået frem til. I den her talk giver jeg et overblik over en løsning jeg var med til at bygge hos DI, samt den arkitektur og de processer der kom ud af arbejdet med sådan en enterprise løsning.

Christian Holm Diget har meget erfaring med at forenkle komplekse enterprise løsninger fra sit arbejde hos InCaptiva, Hedal:Kruse:Brohus, Vertica og d60, før han valgte at gå freelance. Så han er komfortable i diverse roller, kode front- og backend og han kan lide at løse problemer og gøre livet nemmere for folk han samarbejder med. Han arbejder typisk med full stack web udvikling i ASP.NET, Azure, C#, F#, TypeScript, SQL, og NoSQL databaser.

Kl. 18:00

Pizza, networking og fortsatte diskussioner

About the Author -

Søren Low