I uge 4 afholdt Ungdommens Røde Kors (URK) sin 6. vinterferielejr for udsatte børn med behov for positive oplevelser. 15 børn og 12 frivillige var med på turen, som gik til Hafjell i Norge. Det blev en uge med godt skiløb, sjov, fantastisk natur, nye venskaber og masser af selvtillid, når skiløbet først er lært. Børnene er med på turen af mange forskellige grunde og i år har 2/3 af børnene en forælder i fængsel. Bag projektet står en række fonde og firmaer – bl.a. Lund&Bendsen.

Afgang! Om morgenen d. 20/1 kunne vi endelig vl13ski_basementsamle 15 forventningsfulde børn op på Københavns Hovedbanegård, forsikre deres forældre om at de nok skulle komme tilbage i god stand, og sætte kursen mod Norge i vores lejede bus. Forud var gået 2 dages intense forberedelser med indkøb, kontrol af udstyr, voksning og slibning af ski, indstilling af bindinger, sortering af ekstra-tøj til børnene og meget meget mere. Det var et par lange dage, men god forberedelse betaler sig, når først det går løs.

Busturen var som altid en hyggelig måde at starte lejren på. Børnene kan lege med deres gadgets mens de lige så stille lærer de øvrige børn og voksne at kende. Vi havde forberedt forskelligt underholdning og konkurrencer til turen, som fik tiden til at flyve afsted. Vel ankommet til Hafjell skicenter ompakkede vi børn, voksne og bagage i nogle minibusser, der tog os det sidste stykke op til hytten, som lå højt oppe på fjeldet. En fortrop var kørt lørdag morgen, og de stod klar med en mættende gang kødsovs og spaghetti, herefter udpakning og så på hovedet i seng.

vl13hytte

Næste dag vågnede vi op til blændende sol og en udsigt over dalen, som var helt forrygende. Mange af børnene gav spontant udtryk for hvor smukt, der var. Det hjalp også, at vi boede i en super lækker hytte, som vi havde lejet særdeles billigt via vores netværk. Dagens første udfordring var at få alle ned til børnebakkerne for foden af fjeldet. Vi boede lige ud til en stejl rød piste, så det var ikke lige muligt at sende børnene ned på ski. En gåtur til toppen af fjeldet og en tur ned med gondolliften løste problemet og gav god opvarmning – hvad der var ganske relevant eftersom temperaturen lå under de 15 minusgrader. Derefter gik det løs med at lære skiløbet. Vores 2 skiinstruktører - Morten og Thomas - kørte på og alle voksne hjalp til. I løbet af dagen fik alle børn lært at beherske skiene godt nok til, at de kunne køre på de lidt større bakker. Den første succesoplevelse var hjemme.

vl13steph2  vl13steph1

En uge går hurtigt og de næste dage gik med skiløb i mindre grupper om formiddagen og struktureret undervisning. Derefter mødtes alle til frokost i en vl13grp_skivarmestue, og om eftermiddagen kørte vi i valgfrie grupper - typisk 3-5 børn og 2-3 voksne. Det er altid en fornøjelse at se, hvor hurtigt børnene lærer at beherske skiene. Sidst på ugen kørte alle røde og sorte pister, i skov og tog små hop. Enkelte turde prøve de lidt større hop i børne-Fun-Parken. Skiløbet har også en forunderlig evne til at skabe gode sociale relationer mellem børnene, som holdt når de kom hjem i hytten. Det betød, at vi ikke havde en eneste alvorlig konflikt i løbet af ugen, hvad der synes utænkeligt, når man tænker på mange af børnenes meget konfliktfyldte liv derhjemme. Mange nye venskaber opstod og sidst på ugen begyndte specielt fængselsbørnene at snakke med hinanden om deres liv derhjemme.

vl13grp_ski3  vl13grp_ski2

Udover skiløbet - som er centralt på vinterlejr - lavede vi mange andre ting. Hver dag afsluttedes med aftenunderholdning og lejrsangen fik tilføjet et vers om dagens oplevelser.
vl13kaelkVores fantastiske køkkenhold - Katrine og Tobias - tog os verden rundt, og vi fik mad fra Norge, Thailand, Italien, USA og Mellemøsten. Vi arrangerede tøndeslagning på kælk - en action-packed affære. En af vores hjælpere med en fortid i Sirius-patruljen holdt et langt foredrag om livet på Grønland, slæderejser, isbjørne, nordlys og meget mere for nogle lydhøre børn. Om onsdagen arrangerede vi en tur til det lokale supermarked, og børnene fik endelig lejlighed til at bruge de medbragte lommepenge. Torsdag holdt vi fest og fredag fik alle børn diplomer for deres store fremgang på ski. Fredag aften gik turen atter mod Danmark, men først var vi lige et smut forbi den børnebakke, hvor vi var startet om mandagen. Børnene syntes nu, at det var en kedelig lille bakke, som de ikke ville drømme om at køre på - og så kunne de jo tænke lidt over, hvor langt de var nået på de 5 dage. Lørdag morgen kunne vi aflevere 15 trætte, men stolte, børn til deres forældre og pakke udstyret ned til næste års lejr. Vi fik børnene til at evaluere lejren i bussen, og der var meget stor tilfredshed med turen. Alle mente den havde været for kort og en enkelt foreslog, at den burde vare 10 år i stedet :-) Vi har efter lejren fået mange tilbagemeldinger fra forældre og lærere om, hvor meget turen har betydet for deres børn.

Vi sender en stort tak til de mange fonde og firmaer, der har støttet projektet. Det koster ca. 150.000 kr. at lave en Vinterferielejr, og vi står selv for at skaffe midlerne. Vi håber meget at kunne køre en lejr igen i 2014 til glæde for udsatte børn.

Fakta

Ungdommens Røde Kors sender hvert år over 1200 børn og unge afsted på Ferielejr. Der er 18 fordelt i landet i løbet af sommeren, men kun én Vinterlejr der dækker hele Danmark. Konceptet bag ferielejr er at give børn en god oplevelse væk fra en, til tider, hård hverdag. Børnene findes gennem netværk med både private og offentlige samarbejdspartnere. Ungdommens Røde Kors er Danmarks største Ungdomsorganisation og er dybt afhængige af støtte fra private for at kunne hjælpe sårbare børn og unge i Danmark. Se mere om organisationen og vores arbejde på www.urk.dk. For mere info om vinterferielejren, tjek www.vinterferielejr.dk

vl13diplom

vl13gruppe

About the Author -

Jakob Bendsen